Teori

Jeg har alle mine arbejdsår arbejdet ud fra, at det jeg laver skal give mening for mig selv – og ikke mindst andre. Jeg har i mange år være inspireret af Karl E. Weick, amerikansk psykolog og professor i organisationsadfærd og som nok mest er kendt for sin teori om meningsskabelse.

Jeg er inspireret af, hvordan vi i praksis, kan bruge Weick og hans analyser om meningsskabelse i forhold til, hvad der har betydning for vores meningsskabelse og hvordan den kan påvirke trivslen positivt og negativt.

Meningsskabelse er noget som vi mennesker mere eller mindre ubevidst eller bevidst skaber, når det er noget der ikke giver mening i løbet af vores arbejdsdag eller vi har behov for, at der er noget der skal give mening. Vi kan godt sige, at vi leder eller søger efter det der giver mening i vores verden. Det behøves ikke at være store emner, som kræver så meget psykologisk dybde. Så længe vi er tilfredse med den forklaring vi giver os selv eller andre, så er det hele meget fint. Så som: Hvorfor kom min kollega Pia, der aldrig er syg ikke på arbejde i dag? Der må da være et eller andet meget alvorligt galt.

Problemet med meningsdannelse kan opstå, når det viser sig at forklaringen langt fra er i overensstemmelse med virkeligheden. Det er her, at der på en arbejdsplads lynhurtigt kan opstå historier, som hurtigt går hen og blive til noget som påvirker trivslen negativt. Jeg tror, at vi alle har oplevet, hvordan historier ikke altid behøves, at gøre noget godt for trivslen, men blot tilfredsstiller vores behov for at finde mening i det der foregår omkring os. Så som: For øvrigt var Pia blot blevet godt og grundigt forkølet og havde før i tiden gået på arbejde med forkølelse, men efter Coronaens indtog , havde hun gjort det alle burde gøre og meldte sig syg for ikke at smitte hele kontoret (også selvom det ikke var Corona).

Når vi ikke selv er i trivsel og har et fravær af vores psykologiske behov på arbejdspladsen, så famler vi måske lige rigeligt nok rundt i, hvad der er ikke behøves at være rigtig og det gør noget ved fællesskabet. Netop fordi vi gerne vil interagere med andre i vores forsøg på at skabe mening og jo flere vi står sammen jo bedre. Fordi så må der i den grad være noget om snakken. Så som: Alle mine kolleager, var for øvrigt enig i min fremlæggelse af, at der måtte der være noget galt, siden Pia ikke kom på arbejde. Der var også en kollega, der fortalte, at Pia havde sagt, at det ikke var let at være gift. Da Pia efter et par dage kom på arbejde, kan hun ikke forstå, at hendes kollegaer virker en anelse berøringsangste for at spørge ind til hende. Først lægger Pia ikke så meget i det, men efter en uge, må der være et eller andet galt. Pia kan mærke, at stemningen omkring hende ikke er god. Handler det måske om, at kollegaerne ikke synes, at hun gør sit arbejde godt nok og ikke tør sige det højt. Pia begyndte at trække sig fra fællesskabet og følte, at de andre holdte øje med hende. I virkeligheden ventede Pias kollegaer på, at hun selv åbnede op om, at det ikke gik godt i ægteskabet og måske skulle skilles. De ville ikke presse Pia til at tale om noget, der var så svært at tale om, så der var ingen der spurgte Pia direkte, hvordan hun havde det og hvorfor hun ikke havde været på arbejde.

Hvis vi skal lave et perspektivskifte på de historier der ikke gør noget godt for trivslen, ser jeg, at der i praksis er et behov for at tale og handle på det der ikke fungerer. Men det kræver en vis form for overskud, som jeg ser, at vi blandt andet kan finde ved at have fokus på nærværet af de psykologiske behov.

Meningsskabelse og de mange elementer

Begrebet meningsskabelse sker ud fra, at vi har en ramme og nogle ledetråde og forbindelsen mellem rammen og ledetrådene gør, at vi skaber mening. Det at skabe mening er en proces og i den er der ifølge Weick 7 elementer, som indgår. Inden jeg vil opridser de 7 elementer som er en del af meningsskabelsen, vil jeg forholde mig til rammen og ledetrådene som kan betragtes som substansen er meningsskabelsen. Rammen vil for det meste bestå af noget fra vores fortid, en viden eller oplevelse som vi trækker på, ledetrådene er noget vi oplever nu og her fx en historie eller en snak mellem to mennesker. Hvis jeg trækker overstående eksempel med Pia ned. Så vil rammen være, at Pias kollega, aldrig har oplevet, at Pia har meldt sig syg. Ledetrådene vil være, at en kollega nævner, at Pia ikke altid er glad i sit ægteskab. Koblingen mellem rammen og ledetråden i dette tilfælde, vil være, at hvis det skal give mening for Pias kollega, at Pia ikke er kommet på arbejde, så må det handler om, at hun nok er ved at gå fra manden. Det kan gå hurtigt med at skabe en mening, så længe, at vi kan få rammen til at passe sammen med ledetråden.

De 7 elementer

• Meningsskabelse er en social proces: I følge Weick, er meningsskabelse både individuelt og socialt betinget. Vi skaber en mening ud fra den ramme og de ledetråde vi oplever og hvis vores kollegaer, har en anden ramme og tolker ledetrådene anderledes end vi gør, så bliver vi påvirket/forstyrret af det – om vi vil det eller ej. Den oplevelse vi har inden i os af en given situation, er afhængig af andre. Vi skaber mening, når vi er sammen med andre. Fx tolker vi på hinandens kropssprog. Vi tænker over, hvordan andre vil reagere, når vi skal præsentere et forslag, holde foredrag, tale osv. Så det er altså ikke kun den reelle interaktion med andre der påvirker meningsskabelsen. Det er også vores forestilling om, hvordan interaktionen udspiller sig i virkeligheden.
• Meningsskabelse tager udgangspunkt i identitet: Weick mener, at vi rummer mange forskellige identiteter, så alt efter, hvordan vi opfatter os selv, så ændre vores opfattelse af omverdenen sig også. Det vil sige, at de ting vi lægger mærke til, når vi er på arbejde, er forskellige fra, hvad vi vil lægge mærke til i vores fritid. Så vores meningsskabelse er afhængig af den identitet vi har i den kontekst vi er i.
• Meningsskabelse sker retrospektivt: Handler om, at virkeligheden oplever vi nu og her, men det er først bagefter, at vi kan tolke på de indtryk vi får og derefter skabe en mening.
• Meningsskabelse går ud fra ledetråde: Ledetråde er simple og kan ses som små frø, som kan forstørres, så de samlet, giver mening for os.
• Meningsskabelse er en kontinuerlig proces: Vi kan ikke lade være med at skabe mening. Det sker hele tiden, ubevidst eller bevidst.
• Meningsskabelse drevet af plausibel: Vi søger en løsning og ikke løsningen.
• Meningsskabelse handler om at skabe i handling: Vi skaber i handling. Vi handler og skaber selv begrænsninger og muligheder igennem handling.

Kompleksitet eller ej

Weick henviser til at meningsskabelse er komplekst, da der er flere faktorer der spiller sammen. Blandt andet, at hverdagen og verden hele tiden ændrer sig og derfor kan det være svært at gengive det billede af verden, vi oplever. Jeg mener dog, at vi ikke behøves at gøre meningsskabelse mere komplekst end som så. Meningsskabelse er og bliver, hvad vi vælger at fokusere på i praksis og giver os et godt indblik i, hvor hurtigt vi danner en mening ud fra vores virkelighed, uanfægtet om det er sandt eller ej – og den mening kan være med til at påvirke vores kollegaer og deres meningsskabelse. I stedet for at bruge energi på, at meningsskabelse er en kompleks proces, vil jeg nærmere sige, at vi skal bruge energi på, hvordan meningsskabelsen kan være med til at sætte retning for vores trivsel på arbejdspladsen. Det vi kigger efter, skal vi nok få øje på. Ønsker vi at få øje på alle de dele af vores arbejde, der fungerer eller dem der ikke fungerer? Jeg mener, at det er vigtigt, at arbejdspladsen skaber et rum til dialog om, hvad der er for faktorer der er i spil, når meningsskabelsen påvirker arbejdsmiljøet i en negativ retning.